• Registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed
Blog Shop
0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

Hvornår kan man så egentlig sige at behandlingen er færdig ?

Det korte svar er: Ikke den dag, du går ud ad døren efter din første behandling – og heller ikke efter en uge eller to.

Permanent makeup er et behandlingsforløb – ikke et quick-fix og ikke en engangsbehandling.

Og for at forstå hvorfor, skal man faktisk vide en lille smule om huden.

Huden er ikke et blankt lærred

Huden er kroppens største organ og et levende væv, som konstant arbejder, beskytter, reparerer og fornyer sig.

Den består overordnet af flere lag. Yderst ligger epidermis (overhuden), som løbende fornyes, når nye hudceller dannes og bevæger sig mod hudens overflade. Under epidermis ligger dermis (læderhuden), som blandt andet indeholder bindevæv, blodkar, nerver, hårfollikler samt talg- og svedkirtler.

Når jeg laver permanent makeup, arbejder jeg altså ikke på en stillestående overflade. Jeg arbejder i levende hud, som reagerer på det, jeg gør.

Når huden bearbejdes med en nål, brydes hudbarrieren, og kroppen sætter sin naturlige sårhelingsproces i gang. Huden skal først lukke og reparere området, hvorefter de videre reparations- og ombygningsprocesser fortsætter i vævet.

Og her kommer noget meget vigtigt:

Huden kan se helet ud på overfladen, længe før hele helingsprocessen er afsluttet.

Efter omkring en uge eller to kan området eksempelvis se fint og helet ud. Eventuel afskalning kan være væk, og huden kan føles normal igen. Men det betyder ikke, at jeg allerede dér kan vurdere det endelige resultat.

Heling sker i flere biologiske faser, og tempoet varierer fra menneske til menneske. Alder, hudtype og hudtilstand, generelt helbred, livsstil, behandlingsområdet og selve behandlingen kan alle have betydning.

Ved permanent makeup giver vi derfor som udgangspunkt huden cirka 4–6 uger, før vi vurderer resultatet og arbejder i området igen.

Det er først dér, jeg kan se, hvordan netop din hud reelt har taget imod pigmentet.

“Der mangler bare lige lidt her – kan vi ikke rette det?”

Det spørgsmål får jeg faktisk ofte.

Måske synes du efter 10 eller 14 dage, at der mangler lidt ind mod næsen, at et område er blevet lysere, eller at det ene bryn ser lidt anderledes ud end det andet.

Og jeg forstår godt, at man får lyst til lige at få det rettet.

Men nej – ikke endnu.

For på det tidspunkt er huden stadig i gang med sin helingsproces, og det, du ser, er ikke nødvendigvis det resultat, vi ender med.

Pigmentet kan se meget forskelligt ud gennem helingen. Det kan blive markant lysere, virke ujævnt eller næsten se ud, som om noget af farven er forsvundet. Først når huden har fået den nødvendige tid til at hele, kan jeg se, hvad der reelt mangler – og hvad der blot var en del af helingsprocessen.

At gå ind og korrigere for tidligt vil samtidig betyde, at vi igen bearbejder væv, som stadig er i gang med at reparere sig. Det ønsker jeg ikke.

Derfor er reglen hos mig ganske enkel:

Vi vurderer ikke det endelige resultat og korrigerer ikke permanent makeup før efter cirka 4–6 uger.

Det er også derfor, din obligatoriske opfyldning ligger dér.

Første behandling er kun første del

Umiddelbart efter din behandling vil farven typisk fremstå kraftigere og mere intens end det resultat, du ender med.

I dagene og ugerne efter behandlingen ændrer farven sig. Noget af det synlige pigment vil gå tabt, og resultatet kan i perioder se både lysere og mere ujævnt ud.

Det er helt normalt.

Huden er ikke en ensartet overflade, men levende væv, som kan hele forskelligt – også fra område til område hos den samme person. Derfor kan pigmentet også hele mere eller mindre ensartet.

Det er ikke et tegn på, at noget er gået galt. Det er et visuelt tegn på, at huden – som forklaret – er et levende, ustruktureret og uensartet væv, der kan hele forskelligt fra område til område.

Det er netop derfor, opfyldningen er en del af behandlingsforløbet.

Et nyt PMU-forløb består som udgangspunkt af første behandling og en obligatorisk opfyldning typisk 4–6 uger efter.

Ved naturlige behandlinger, hvor der arbejdes med små mængder pigment og et let, naturligt udtryk, er det helt normalt, at der skal to opfyldninger til, før vi er helt i mål.

Ved opfyldningen kan jeg se det helede resultat og vurdere, hvor der skal fyldes på, og om farve, intensitet eller mindre detaljer i formen skal justeres.

Less is more – også under selve behandlingsforløbet

Jeg arbejder altid ud fra Less is more-princippet.

Man kan nemlig altid lave mere – men ikke mindre.

Jeg vil langt hellere bygge resultatet stille og roligt op over flere behandlinger end lægge for meget pigment i huden fra starten.

Det betyder også, at du ikke skal være bange for, at jeg fra første behandling laver meget mørke eller voldsomme bryn for at være sikker på, at “der er nok”.

Din PMU vil selvfølgelig være mørkere og mere markant umiddelbart efter behandlingen, og der kan forekomme lidt rødme eller hævelse afhængigt af området. Men for langt de fleste er der meget begrænset egentlig nedetid, og du kan som udgangspunkt sagtens gå på arbejde dagen efter.

Når vi laver meget naturlige behandlinger med små mængder pigment, er det samtidig helt normalt, at nogle har brug for mere end den obligatoriske opfyldning.

Nogle holder rigtig godt på pigmentet og er færdige efter deres opfyldning. Andre kan have behov for endnu en opfyldning, før vi er helt i mål.

Det er en bevidst del af den måde, jeg arbejder på – ikke et tegn på, at noget er gået galt.

Hvornår er vi så færdige?

Først når din sidste opfyldning er helet, kan vi for alvor vurdere det færdige resultat.

Og selv dér er “færdig” måske et lidt misvisende ord.

Permanent makeup vil fortsætte med at udvikle og ændre sig over tid. Pigmentet falmer gradvist, huden forandrer sig, og på et tidspunkt vil de fleste have behov for en genopfriskning.

Så man kan måske bedre sige:

Første behandling skaber udgangspunktet. Opfyldningen færdiggør behandlingsforløbet. Og genopfriskningerne vedligeholder resultatet over tid.

Den samlede proces tager typisk omkring 12–20 uger fra første behandling, til den sidste nødvendige opfyldning er helet, afhængigt af hvor mange behandlinger netop din hud har brug for.

Det er altså absolut ikke et quick-fix – selvom din daglige rutine bliver både hurtigere og nemmere, når vi er færdige.

Hvor længe holder min behandling ?

Det kommer helt an på dig, din hud og den behandling, du har fået lavet.

Hos mange vil en genopfriskning være relevant efter cirka 10–18 måneder, men der findes ikke ét interval, der passer til alle.

Hudtype og hudtilstand, alder, UV-eksponering, hudpleje, livsstil, behandlingsteknik og det behandlede område kan alle have betydning for, hvor hurtigt det synlige resultat falmer.

Nogle behandlinger og teknikker holder desuden anderledes end andre. Et område med meget let og sparsom pigmentering kan eksempelvis udvikle sig anderledes end et område, hvor der er arbejdet med større pigmentdækning.

Det vigtige er, at permanent makeup skal falme over tid.

Som jeg forklarede tidligere, er der samtidig forskel på, hvor længe din PMU ser synlig ud, og hvor længe der faktisk kan være rester af pigment tilbage i huden.

Falmet betyder ikke nødvendigvis forsvundet.

Derfor vurderer jeg altid det eksisterende pigment, før jeg bare lægger mere ovenpå.

Hvorfor ændrer farven sig med tiden?

Permanent makeup bliver ikke nødvendigvis bare en lysere udgave af den farve, vi startede med.

Et PMU-pigment består af forskellige pigmentkomponenter, og samtidig spiller din egen hudtone og undertone en rolle for det farveudtryk, vi ser gennem huden.

Når pigmenteringen falmer og huden ændrer sig over tid, kan farven derfor også ændre karakter. Man kan lidt forestille sig, at hudens egen undertone skinner mere igennem, jo mindre pigment der er tilbage. Et bryn kan derfor med tiden fremstå lidt varmere eller køligere end tidligere.

Det betyder ikke automatisk, at noget er gået galt.

Det er en af grundene til, at vi ved en genopfriskning ikke bare automatisk bruger præcis den samme farve igen. Jeg vurderer den farve, der allerede er i huden, som den ser ud nu, og vælger derfra, hvad der skal tilføjes.

En genopfriskning handler altså ikke bare om at gøre farven mørkere igen. Den handler også om at vedligeholde og eventuelt korrigere det eksisterende farveudtryk.


Hvilke farver bruges der & er det ligesom tatovering?

Til permanent makeup anvendes pigmenter, der er udviklet til kosmetisk pigmentering.

Hos Hello Beauty anvender vi pigmenter, der overholder gældende europæiske REACH-krav, og pigmentet vælges individuelt til den enkelte behandling.Vi anvender udelukkende REACH-godkendte pigmenter, som er:

Særligt udviklet til kosmetisk pigmentering

Fri for tungmetaller

100% veganske og cruelty free

Testet for nikkel og allergener

Men farvevalg inden for permanent makeup er lidt mere kompliceret end at vælge en brun, rød eller sort farve fra et farvekort.

Du kan ikke bare vælge en farve fra et farvekort

Når almindelig makeup lægges på huden, ser vi produktet oven på huden.

Ved permanent makeup placeres pigmentet i huden, og derfor har din egen hudtone og undertone betydning for det farveudtryk, vi efterfølgende ser.

Jeg plejer at forklare det meget enkelt:

Det pigment, vi lægger i huden, møder din egen hudtone – og tilsammen skaber de det farveudtryk, vi ser.

Det er selvfølgelig en forenklet måde at forklare en ret kompliceret farveteori på, men den gør det lettere at forstå, hvorfor det samme pigment ikke nødvendigvis ser ens ud i to forskellige mennesker.

Når jeg vælger pigment, vurderer jeg derfor blandt andet din hudtone, undertone, dine naturlige farver, det område vi behandler, den valgte teknik og det resultat, vi ønsker at skabe.

Du må selvfølgelig meget gerne fortælle mig, om du eksempelvis ønsker et lysere, mørkere, varmere eller køligere udtryk.

Men den endelige pigmentsammensætning er en faglig vurdering.

Jeg underviser blandt andet selv i farveteori, og for mig er forståelsen af farve en helt central del af permanent makeup.

Er permanent makeup så det samme som en tatovering?

Nej – men der er tekniske ligheder.

Ved begge behandlinger føres pigment ind i huden ved hjælp af nåle, så på det helt overordnede tekniske plan kan de godt sammenlignes.

Men formålet, teknikkerne, udstyret, pigmenterne og det ønskede resultat er ikke nødvendigvis det samme.

Ved permanent makeup arbejder vi med et kosmetisk resultat, som skal harmonere med ansigtet og huden og have mulighed for at ændre og falme over tid.

Det er vigtigt.

Dit ansigt ændrer sig gennem livet. Din hud ændrer sig. Din hårfarve kan ændre sig. Dine proportioner ændrer sig. Og det, du synes er smukt som 30-årig, er ikke nødvendigvis det samme, du ønsker som 50- eller 70-årig.

Derfor ønsker jeg heller ikke at lave permanent makeup ud fra tanken om, at jo mere permanent, jo bedre.

Jeg vil hellere arbejde med huden og med et resultat, vi har mulighed for at vedligeholde og justere gennem årene.

Hygiejne er en selvfølge

Ved permanent makeup brydes hudbarrieren, og derfor er korrekt hygiejne en helt grundlæggende del af behandlingen.

Der anvendes sterile engangsnåle eller sterile engangsmoduler, som kasseres efter hver kunde. Ved maskinbehandling anvendes nålemoduler med en beskyttende membran, der er konstrueret til at modvirke tilbageløb af væske ind i håndstykket.

Men sterile nåle alene gør ikke en behandling sikker.

Hygiejne handler om hele behandlingssituationen – håndhygiejne, arbejdsflader, engangsmaterialer, korrekt håndtering af udstyr og om at undgå krydskontaminering.

Klinikken er registreret hos Sikkerhedsstyrelsen, og jeg følger de gældende krav til pigmenter, hygiejne og sikkerhed.

Når du går hjem, overtager du ansvaret

Din aftercare er mindst lige så vigtig.

Når behandlingen er afsluttet, er hudbarrieren påvirket, og området skal have ro til at hele. Derfor er det vigtigt, at du følger den vejledning, du får med hjem og blandt andet undgår at røre unødigt ved området med urene hænder eller anvende produkter, som ikke er anbefalet til den nybehandlede hud.

Aftercare er altså ikke bare et par gode råd til sidst.

Det er en del af behandlingsforløbet.

Jeg kan sørge for de rigtige betingelser, mens du ligger på min briks – men når du går ud ad døren, er det dig, der skal passe på det arbejde, vi lige har lavet.

Og så er vi faktisk tilbage ved hele pointen med dette indlæg:

Permanent makeup kræver tid, hudforståelse og tålmodighed.

Jeg kan styre min teknik, mit pigmentvalg og den måde, jeg arbejder på. Men jeg kan ikke bestemme præcis, hvordan din hud reagerer.

Derfor arbejder jeg hellere lidt ad gangen, lader huden hele og vurderer resultatet, før vi gør mere.

Man kan altid lave mere. Man kan ikke bare lave mindre igen.

Seneste indlæg:

Åbningstider

Friendly reminder
Da jeg ofte underviser, både på skoler og i udlandet, og pigerne herinde er selvstændige, holder vi altid åbent efter aftale.

Online booking er åben 24/7
Og du er mere end velkommen til altid at kontakte os.

Der kan bookes tider
Man - Fre: 10.00 - 20.00
Lørdag: 11.00 - 18.00
Søndag: 12.00 - 16.00

Nyhedsbrev

Skriv dig op for at få eksklusive opdateringer

Kontakt os her

HELLO BEAUTY

Adelgade 106 st. tv.
1304 København K
Danmark

Ring til os på telefon

Skriv til os på mail

©2026 by Hello Beauty | Designet & udviklet af Norsite web & design